Spørgsmål og svar om pagten om migration og asyl

Pagten om migration og asyl blev fremlagt af Kommissionen i september 2020. Sammen med ikkelovgivningsmæssige initiativer udgør pagten en ny start på migrationsstyring. Over tre år senere nåede Europa-Parlamentet og Rådet til politisk enighed om fem af de vigtigste instrumenter i et historisk gennembrud. Europa-Parlamentet har nu vedtaget i alt ti nye lovtekster. Tilsammen vil rækken af reformer skabe et nyt retsgrundlag for en mere retfærdig og effektiv måde at styre migrationen på. Der er opnået enighed om følgende sæt af indbyrdes forbundne love:

Der er to lovgivningsforslag, som endnu ikke er vedtaget:

^{Der blev opnået politisk enighed i december 2023.}

^{Der blev opnået politisk enighed i maj 2021. Det reviderede direktiv trådte i kraft den  27. november 2021.}

Med pagten skabes et fælles europæisk system, hvormed der indføres en ny procedure for migrationsstyring i normale tider, samtidig med at der tages hensyn til krisesituationer og instrumentalisering.

Et europæisk system til kontrol af EU's ydre grænser, sikring af retfærdighed mellem medlemsstaterne og beskyttelse af mennesker i nød.

1. Sikrere ydre grænser: Alle irregulære migranter vil blive registreret ved ankomsten og vil gennemgå grundig identitets- og sikkerhedskontrol samt helbredstjek og tjek af sårbarhed. Personer, der sandsynligvis ikke har behov for beskyttelse, udgør en sikkerhedsrisiko eller vildleder myndighederne, vil blive omfattet af en hurtig grænseprocedure. Denne procedure giver mulighed for en hurtig behandling af deres asylansøgninger og, hvis de afvises, for hurtig tilbagesendelse, uden at personen har tilladelse til at rejse ind på Unionens område. Alle medlemsstater skal have den nødvendige kapacitet til at huse et vist antal asylansøgere under passende forhold i det tidsrum, procedurerne varer. Der vil gælde stærke retlige garantier, og uledsagede mindreårige vil blive undtaget fra grænseproceduren, medmindre de udgør en sikkerhedstrussel. Alle medlemsstater vil skulle sikre uafhængig overvågning af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med screening og grænseprocedurer ved asyl. Der vil også blive indført fuldstændige kriseprotokoller, som vil skabe en stabil og forudsigelig ramme på EU-plan for håndtering af krisesituationer. Disse omfatter en styrket solidaritetskomponent, der sikrer, at alle den pågældende medlemsstats behov opfyldes, samt undtagelser fra normale tidsfrister for at tage hensyn til konkrete situationer.
2. Retfærdige og faste interne regler om asyl og tilbagesendelse: Med de nye regler vil der blive indført mere effektive asylprocedurer med kortere frister og strengere regler for uberettigede eller gentagne ansøgninger. Sideløbende med disse strengere regler vil der gælde vigtige garantier for enkeltpersoners rettigheder, herunder gratis juridisk rådgivning i forbindelse med alle procedurer, med særlig vægt på sårbare grupper. Med de nye regler vil der også blive fastsat EU-dækkende standarder for modtagelsesforhold og ske en harmonisering af standarderne for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere og de rettigheder, som personer med international beskyttelse har.
3. En balance mellem solidaritet og ansvar: Unionen vil for første gang få en permanent obligatorisk solidaritetsmekanisme. Ingen medlemsstater, der er under pres, vil blive ladt i stikken. Samtidig vil hver medlemsstat bidrage til den solidariske indsats på en fleksibel måde, og de vil kunne vælge, hvilken type solidaritet de vil udvise. Systemet vil omfatte effektive regler med henblik på at opdage og forebygge sekundære bevægelser.

Lovforslagene træder officielt i kraft 20 dage efter offentliggørelsen af lovene i EU-Tidende. Medlemsstaterne har to år efter instrumenternes ikrafttræden til at gennemføre pagten fuldt ud.

Det forberedende arbejde, der koordineres af Kommissionen, er imidlertid allerede påbegyndt. Reformen indeholder bestemmelser om udarbejdelse af en fælles gennemførelsesplan og nationale gennemførelsesplaner for at sikre, at alle medlemsstater gør fremskridt i samme retning og er rede til at gennemføre pagten fra dag ét. I planen, som Kommissionen skal forelægge senest i juni, udpeges mangler og de operationelle skridt, der er nødvendige for at sikre, at alle medlemsstater indfører den retlige og operationelle kapacitet, der er nødvendig for at kunne begynde at anvende den nye lovgivning med succes senest i 2026. EU-støtten vil omfatte teknisk, operationel og finansiel støtte fra Kommissionen og EU-agenturerne.

Med pagten fastsættes klare og fælles regler for at sikre en retfærdig og stabil måde at styre migrationen på. Den indeholder en solid retlig ramme, der skal sikre, at hver medlemsstat har fleksibilitet til at håndtere de specifikke udfordringer, den står over for, samtidig med at det sikres, at ingen medlemsstat, der er under pres, bliver ladt i stikken.

Dette udelukker ikke behovet for fortsat at håndtere konkrete udfordringer, der allerede eksisterer eller kan opstå i fremtiden. Kommissionen vil fortsat arbejde på det operationelle spor og støtte medlemsstaterne sammen med EU-agenturerne i at styre migration med målrettede foranstaltninger.

Der er i samarbejde med oprindelses- og transitlande udviklet en tilgang, hvor ruten ses som en helhed. Kommissionen har iværksat fire EU-handlingsplaner med fokus på Vestbalkanruten, den centrale Middelhavsrute, den vestlige Middelhavsrute og Atlanterhavsruten samt den østlige Middelhavsrute, som styrker EU's støtte til medlemsstaterne med alle de politiske og operationelle foranstaltninger, som EU har til rådighed. Desuden vil Kommissionen styrke samarbejdet med partnerlandene gennem en ny tilgang, der indarbejder migration i internationale partnerskaber for at forhindre irregulære afrejser, bekæmpe smugling af migranter, styrke samarbejdet om tilbagetagelse og fremme lovlige migrationsveje.

Med screeningforordningen fastsættes ensartede regler i EU for at sikre, at personer, der rejser ulovligt ind i området, underkastes identitetskontrol, sikkerhedskontrol, helbredstjek og tjek af sårbarhed og kanaliseres ind i den relevante procedure (grænseprocedure, almindelig asylprocedure eller tilbagesendelsesprocedure). Screeningen gælder også for personer inden for Schengenområdet, som ville have undgået kontrol ved de ydre grænser.

Medlemsstaternes myndigheder skal foretage obligatoriske indledende helbredstjek og tjek af sårbarhed samt identitetskontrol og sikkerhedskontrol af alle tredjelandsstatsborgere, der krydser EU's grænser ulovligt, hvis de pågribes ved de ydre grænser eller inden for området. Dette skal ske inden for en begrænset periode på syv dage for screeningen ved de ydre grænser og tre dage for screeningen inden for området. Denne screening vil styrke sikkerheden i Schengenområdet, da den vil sikre, at irregulære migranter, der screenes, ikke udgør nogen trussel mod den indre sikkerhed. De vil også bidrage til at beskytte folkesundheden og give migranter behandling i tilfælde af akutte eller væsentlige behov.

Det forberedende arbejde med gennemførelsen vil begynde allerede nu, og medlemsstaterne vil etablere den nødvendige infrastruktur, erhverve det nødvendige udstyr og tilpasse deres eksisterende regler. Denne forordning finder anvendelse på alle Schengenstater, dvs. alle EU-medlemsstater undtagen Irland, og også på de fire associerede Schengenlande, nemlig Norge, Liechtenstein, Schweiz og Island.

Den nye screeningforordning vil sikre hurtig identifikation af den korrekte procedure, der finder anvendelse på en person, der ankommer til EU's område uden at opfylde indrejsebetingelserne. En hurtigere fastlæggelse af den relevante procedure vil bidrage til at håndtere ansøgninger fra personer med behov for international beskyttelse og sårbare personer, der har behov for særlig bistand, herunder hvis mange mennesker ankommer samtidig. Formålet med helbredstjekket er at foretage en indledende vurdering af personens helbred for at beskytte folkesundheden og at give dem behandling i tilfælde af akutte eller væsentlige behov.

Med screeningforordningen indføres også et indledende tjek af sårbarhed, der skal udføres af uddannet personale. Dette tjek vil bidrage til at fastslå, om en person kan være statsløs, offer for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller har særlige behov. Dermed vil sårbare personer kunne modtage passende beskyttelse i de efterfølgende asyl- eller tilbagesendelsesprocedurer. De nye regler omfatter også særlige garantier for beskyttelse af mindreårige.

Alle medlemsstater vil skulle sikre en ny uafhængig overvågningsmekanisme, som vil øge gennemsigtigheden og ansvarligheden under screeningen og grænseproceduren og samtidig fremme respekten for de grundlæggende rettigheder.

Den nye uafhængige overvågningsmekanisme er et centralt element i bestræbelserne på at fremme respekten for de grundlæggende rettigheder i forbindelse med screening og procedurer ved grænsen. Medlemsstaterne er forpligtet til at oprette og finansiere uafhængige nationale overvågningsorganer, der har til opgave at overvåge overholdelsen af EU-retten og folkeretten under screeningen og sikre, at begrundede påstande om manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder i alle relevante aktiviteter i forbindelse med screeningen behandles effektivt og om nødvendigt udløser undersøgelser af sådanne påstande.

Medlemsstaterne vil skulle indføre passende kontrolforanstaltninger for at sikre mekanismens uafhængighed. Nationale ombudsmænd og nationale menneskerettighedsinstitutioner, herunder nationale forebyggende mekanismer, skal deltage i mekanismens drift og kan udpeges til at fungere som uafhængige observatører.

Den uafhængige overvågningsmekanisme kan også inddrage relevante internationale og ikkestatslige organisationer og offentlige organer, der er uafhængige af de myndigheder, der foretager screeningen. De uafhængige overvågningsmekanismer vil have beføjelse til at udstede årlige henstillinger til medlemsstaterne med henblik på at forbedre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder.

Den nye Eurodacforordning vil udvide EU's identifikationsdatabase, støtte myndighederne i at tackle irregulær migration, spore sekundære bevægelser og forbedre tilbagesendelserne af irregulære migranter.

Medlemsstaterne vil være forpligtet til at registrere følgende kategorier af personer i Eurodac:  asylansøgere, personer, der har passeret EU's ydre grænse ulovligt, personer, der sættes i land efter en eftersøgnings- og redningsaktion, samt personer, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, personer, der er registreret med henblik på at gennemføre en indrejseprocedure i henhold til genbosætningsforordningen, personer, der genbosættes i henhold til en national ordning og personer med midlertidig beskyttelse. Dette vil bidrage til at lette identifikationen af enkeltpersoner og give myndighederne flere oplysninger, der muliggør hurtigere asylprocedurer og bedre afsløring af sekundære bevægelser.

Fingeraftryk af personer, der er indrejst ulovligt, opbevares i systemet i fem år i modsætning til de nuværende 18 måneder, hvilket gør det muligt at hente oplysninger om enkeltpersoner i systemet i en længere periode. Dette vil have en mere effektiv indvirkning på den måde, hvorpå de bredere asylregler vil blive anvendt. I praksis vil det begrænse misbrug og "asylshopping", da det vil forhindre folk i at vælge den medlemsstat, hvor de ønsker at få beskyttelse, da deres identitet stadig vil kunne spores.  For asylansøgere er opbevaringsperioden fortsat ti år.

Opbevaringsperioden er fem år for personer, der: er blevet pågrebet under ulovligt ophold på en medlemsstats område, er blevet ilandsat efter en eftersøgnings- og redningsaktion, er blevet genbosat i henhold til EU-rammen og nationale ordninger. For personer, der er blevet nægtet genbosætning, og for personer, hvis indrejseprocedure for genbosætning blev indstillet, er opbevaringsperioden tre år. For fremtidige personer, der nyder midlertidig beskyttelse, vil oplysningerne blive opbevaret, så længe beskyttelsen varer (et år med efterfølgende fornyelse).

Registrering af biometriske oplysninger om mindreårige vil gøre det muligt for myndighederne at identificere disse børn, men vil også hjælpe med at spore forsvundne børn, som kan have været ofre for menneskehandlere og seksuel udnyttelse.

Den nye forordning indeholder yderligere beskyttelsesforanstaltninger for mindreårige, der vil blive registreret i Eurodac (dvs. mindreårige fra seks år), der giver mulighed for at beskytte de børn, der eventuelt bliver adskilt fra deres familier.  

En uledsaget mindreårig skal tildeles en repræsentant eller, hvis der ikke er udpeget en repræsentant, en person, der er uddannet til at sikre den mindreåriges tarv og generelle velbefindende i al den tid, hvor der optages biometriske oplysninger. Hvis den mindreårige ledsages af et voksent familiemedlem, skal denne ledsage den mindreårige, når der optages biometriske oplysninger. Den embedsmand, der er ansvarlig for at optage biometriske oplysninger om en mindreårig, bør også modtage uddannelse, således at der udvises tilstrækkelig omhu, og for at sikre, at proceduren er børnevenlig.

Hvis en person ansøger om asyl, skal vedkommendes ansøgning efter screeningen behandles inden for rammerne af grænseproceduren. Grænseproceduren er en form for fremskyndet asylprocedure.

Grænseproceduren vil finde anvendelse i et begrænset antal tilfælde, der er nøje defineret i lovgivningen, hvor ansøgeren er statsborger i lande med lave anerkendelsesprocenter for international beskyttelse, vildleder myndighederne eller udgør en trussel mod den nationale sikkerhed. For andre vil den almindelige asylprocedure finde anvendelse.

Grænseproceduren vil finde anvendelse i en begrænset periode. Den kan kun vare 12 uger (tre måneder). Denne periode kan forlænges til 16 uger, hvis ansøgeren flyttes til en anden medlemsstat. Dette giver tilstrækkelig tid til at foretage en korrekt vurdering af sager, der i princippet ikke formodes at være komplekse, og sikre, at personer, der ikke har lovlig opholdsret, kan sendes tilbage på en hurtigere og værdig måde. Grænseproceduren bør dog ikke anvendes eller bør ophøre med at finde anvendelse, hvis myndigheden under behandlingen af ansøgningen finder, at sagen er for kompleks eller sandsynligvis er velbegrundet.

Hvis der ikke træffes afgørelse inden for disse 12-16 uger, vil ansøgerne blive henvist til den almindelige asylprocedure og få tilladelse til indrejse på medlemsstatens område.

Hvis en ansøgning afvises i forbindelse med grænseproceduren ved asyl, overføres tredjelandsstatsborgeren til grænseproceduren for tilbagesendelse. Denne procedure må højst tage 12 uger med henblik på hurtig tilbagesendelse af personer, der ikke har ret til ophold i EU.

Alle de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger og garantier vil gælde under grænseproceduren.

Der skal sikres tilstrækkelig modtagelseskapacitet: Med reformen sikres det, at kapaciteten ikke overskrides. Begrebet "tilstrækkelig kapacitet" indføres for at gøre grænseproceduren håndterbar ved at sikre forudsigelighed for myndighederne. Alle medlemsstater skal have den nødvendige kapacitet til at huse et vist antal asylansøgere under passende forhold i det tidsrum, procedurerne varer. Når en given medlemsstats tilstrækkelige kapacitet er nået, er den pågældende medlemsstat ikke længere forpligtet til at placere yderligere personer i grænseproceduren. I stedet kan medlemsstaten kanalisere ansøgerne til den fremskyndede procedure på området.

Begrebet "tilstrækkelig kapacitet" kræver, at medlemsstaterne etablerer den modtagelseskapacitet og de menneskelige ressourcer, herunder kvalificeret og veluddannet personale, der til enhver tid skal behandle et bestemt antal ansøgninger og fuldbyrde afgørelser om tilbagesendelse.

Selv om grænseproceduren — som hovedregel — bør gennemføres ved grænsen eller i transitområderne, vil medlemsstaterne have fleksibilitet til at gennemføre grænseproceduren på steder inden for området.

De grundlæggende rettigheder skal altid overholdes. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder finder anvendelse, når medlemsstaterne gennemfører EU-retten. EUAA og Kommissionen vil være særligt opmærksomme på forholdene i grænseproceduren. Om nødvendigt kan Kommissionen anmode EUAA om at foretage en ad hoc-overvågning inden for rammerne af agenturets nye overvågningsmekanisme. Hvis modtagelsesforholdene for mindreårige og deres familiemedlemmer ikke er tilstrækkelige, skal grænseproceduren for familier med mindreårige suspenderes på grundlag af en henstilling fra Kommissionen.

Frihedsberøvelse kan anvendes i forbindelse med grænseproceduren, men der findes ingen bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for automatisk at frihedsberøve ansøgere om international beskyttelse. Frihedsberøvelse kan kun anvendes i overensstemmelse med alle de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i direktivet om modtagelsesforhold — dvs. kun, hvis det viser sig nødvendigt og forholdsmæssigt på grundlag af en individuel vurdering, som en sidste udvej, når mindre indgribende foranstaltninger ikke er mulige, og med forbehold af domstolskontrol.

I denne forbindelse kræves det i reformen, at der udarbejdes retningslinjer for alternativer til frihedsberøvelse, og at Kommissionen overvåger anvendelsen af eventuel frihedsberøvelse i grænseproceduren, samtidig med at det sikres, at ansøgeren ikke forsvinder.

Det fastsættes i den nye lovgivning, at negative asylafgørelser skal træffes sammen med en afgørelse om tilbagesendelse, og at klager skal behandles inden for samme frister.  Så snart en person får en negativ afgørelse i grænseproceduren ved asyl, vil vedkommende derfor også få en afgørelse om tilbagesendelse og blive overført direkte til tilbagesendelsesdelen af grænseproceduren. Dette vil sikre en gnidningsløs forbindelse mellem både asyl- og tilbagesendelsesproceduren. Der vil være kontinuitet mellem de myndigheder, der er involveret i proceduren, hvilket vil bidrage til at undgå situationer, hvor personen forsvinder eller rejser ind i et andet område.

I forbindelse med grænseproceduren skal der træffes praktiske foranstaltninger for at sikre, at folk hurtigt sendes tilbage. Dette omfatter etablering af effektive strukturer for rådgivning vedrørende tilbagesendelse, foranstaltninger til at begrænse bevægelsesfriheden efter behov (alternativer til frihedsberøvelse) og praktiske ordninger for at sikre, at rejsedokumenter kan rekvireres fra det relevante tredjeland, hvortil der sker tilbagesendelse.

På operationelt plan vil Frontex yde støtte i alle faser af tilbagesendelsesproceduren (før tilbagesendelse, tilbagesendelsesoperationer og efter tilbagesendelse, herunder støtte til reintegration). Desuden arbejder EU's tilbagesendelseskoordinator på en køreplan inden for netværket på højt plan for tilbagesendelser om målrettede foranstaltninger med henblik på mere effektive tilbagesendelser med særligt fokus på syv prioriterede lande: Irak, Bangladesh, Pakistan, Tunesien, Nigeria, Senegal og Gambia, som vil bidrage til, at grænseproceduren fungerer effektivt. 

Selv velforberedte systemer skal have en ramme til håndtering af ekstraordinære situationer såsom kriser eller force majeure. Krise- og force majeure-forordningen udgør en stabil og forudsigelig ramme på EU-plan for håndtering af krise- eller force majeure-situationer med en styrket solidaritetskomponent, der sikrer, at alle de berørte medlemsstaters behov opfyldes, samt proceduremæssige undtagelser for medlemsstaterne.

Der indføres også undtagelser, der gælder for at tage højde for særlige situationer med instrumentalisering, hvilket giver medlemsstaterne solide og målrettede midler til at beskytte de ydre grænser, samtidig med at adgangen til asyl og overholdelsen af de grundlæggende rettigheder garanteres.

I forordningen defineres en krisesituation som en ekstraordinær situation med massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, som indrejser i en medlemsstat ad land-, luft- eller søvejen, herunder dem, der sættes i land efter eftersøgnings- og redningsaktioner. Hovedkriteriet er, at situationen sætter en medlemsstats asyl-, modtagelses- (herunder børnebeskyttelsestjenester) eller tilbagesendelsessystem ud af funktion og risikerer at få alvorlige konsekvenser for den måde, det fælles europæiske asylsystem som helhed fungerer på.

Instrumentalisering defineres som en situation, hvor et tredjeland eller en fjendtlig ikkestatslig aktør tilskynder til eller letter tredjelandsstatsborgeres og statsløses bevægelighed til de ydre grænser eller til en medlemsstat. Dette sker med det formål at destabilisere Unionen eller en medlemsstat eller bringe en medlemsstats væsentlige funktioner i fare, herunder opretholdelsen af lov og orden eller beskyttelsen af dens nationale sikkerhed.

"Force majeure" henviser til en usædvanlig og uforudseelig situation uden for en medlemsstats kontrol, hvis følger ikke kunne have været afværget, såsom naturkatastrofer og pandemier. Dette indebærer en uforudset situation, der forhindrer medlemsstaten i at opfylde forpligtelserne i henhold til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring og forordningen om asylprocedurer.

Medlemsstater, der står over for en krisesituation, instrumentalisering eller force majeure, kan fravige visse ansvarsrelaterede regler i EU's asyllovgivning, herunder: 

• forlængelse af fristen for registrering af ansøgninger om international beskyttelse fra syv dage til fire uger
• forlængelse af grænseprocedurens varighed fra 12 uger til 18 uger 
• forlængede frister for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig (kun i tilfælde af massetilstrømning i tilfælde af krisesituationer og force majeure)
• undtagelser fra anvendelsen af grænseproceduren og udvidelse af anvendelsesområdet for grænseproceduren, afhængigt af situationen.

Når en situation med massetilstrømning er af en sådan ekstraordinær størrelse og intensitet, at EU's asylsystem risikerer at blive sat ud af funktion, fordi det kan skabe alvorlige mangler i behandlingen af ansøgere, giver forordningen den berørte medlemsstat mulighed for at blive fritaget for sin forpligtelse til at tilbagetage ansøgere.

Kriseforordningen indeholder en robust mekanisme til at sikre, at de grundlæggende rettigheder overholdes.

Forordningen skal gennemføres i fuld overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder og sikre tredjelandsstatsborgeres og statsløses grundlæggende rettigheder. Dette omfatter sikring af, at retten til asyl overholdes, og at de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, der også er fastsat i asyllovgivningen, er indført.

Krisemekanismen anvendes kun under ekstraordinære omstændigheder og i det tidsrum, der er strengt nødvendigt for at håndtere krisesituationer, instrumentalisering eller force majeure. Da det er vigtigt at sikre dette, holder Kommissionen og Rådet løbende øje med situationen under overholdelse af principperne om nødvendighed og proportionalitet. Hvis Kommissionen finder det nødvendigt, kan den også anmode EUAA om at indlede en overvågning af den pågældende medlemsstats asyl- og modtagelsessystem.

Medlemsstaterne skal til enhver tid overholde de grundlæggende rettigheder. Med hensyn til undtagelsen fra at registrere ansøgninger om international beskyttelse (i krisesituationer, herunder instrumentalisering, eller force majeure), bør ansøgninger fra mindreårige og familiemedlemmer og personer med særlige proceduremæssige behov eller særlige modtagelsesbehov prioriteres. Ansøgninger, der sandsynligvis er velbegrundede, kan prioriteres.

I henhold til kriseforordningen bemyndiges en medlemsstat til at udvide anvendelsesområdet for grænseproceduren til at omfatte personer, hvis ansøgninger har en anerkendelsesprocent for hele EU på 50 % eller derunder, eller til at sænke grænsen for den obligatoriske grænseprocedure til 5 % (i stedet for at anvende den på alle ansøgere med en anerkendelsesprocent på under 20 %).

I tilfælde af instrumentalisering har en medlemsstat tilladelse til at udvide anvendelsesområdet for grænseproceduren til at omfatte alle ansøgere. I sådanne situationer skal der dog stadig lægges vægt på mindreårige under 12 år og deres familiemedlemmer. Den pågældende medlemsstat skal derfor*:

• udelukke mindreårige under 12 år og deres familiemedlemmer og personer med særlige proceduremæssige behov eller særlige modtagelsesbehov fra grænseproceduren eller
• ophøre med at anvende grænseproceduren, når det efter en individuel vurdering fastslås, at ansøgninger fra mindreårige under 12 år, deres familiemedlemmer og personer med særlige proceduremæssige eller særlige modtagelsesbehov sandsynligvis vil være velbegrundede.

Frihedsberøvelse bør kun anvendes som en sidste udvej i kortest mulig tid og aldrig i fængsler eller andre faciliteter til retshåndhævelsesformål. Der skal gøres alt, hvad der er muligt, for at sikre, at der findes passende alternativer for mindreårige og familiemedlemmer. Mindreårige bør heller ikke adskilles fra deres forældre eller omsorgspersoner.

Med forordningen om asylprocedurer indføres klare og strenge regler om ansøgernes forpligtelser under asylproceduren: oplysninger, der skal fremlægges med henblik på registrering af en ansøgning (herunder biometriske identifikatorer til registrering i Eurodac), forpligtelse til at indgive ansøgningen inden for 21 dage fra registreringen, forpligtelse til at deltage i samtaler, forpligtelse til at forblive i den medlemsstat, hvor de skal være i overensstemmelse med forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring, samarbejde med myndighederne i alle faser af proceduren.

Manglende overholdelse af disse forpligtelser har alvorlige konsekvenser, navnlig at myndighederne i nogle tilfælde vil betragte ansøgningen som stiltiende trukket tilbage.

Anvendelsesområdet for, hvad der skal betragtes som en fornyet ansøgning, udvides: I henhold til forordningen om asylprocedurer skal en ansøgning, der indgives i en medlemsstat (og ikke kun i den samme medlemsstat, som det er tilfældet i øjeblikket), efter at en afgørelse om en tidligere ansøgning er blevet endelig, betragtes som en fornyet ansøgning. Hvis en sådan ansøgning ikke indeholder nye elementer, bør den afvises. Hvis der er nye elementer, bør ansøgningen behandles efter den fremskyndede procedure (eller eventuelt efter grænseproceduren). Endelig er der undtagelser fra retten til at forblive i den administrative fase af proceduren og under efterprøvelsen for fornyede ansøgninger.

Med reformen skabes nye beskyttelsesforanstaltninger for asylansøgere og sårbare personer, navnlig mindreårige og familier med børn. Der indføres gratis juridisk rådgivning for alle ansøgere i alle asylprocedurer, herunder proceduren for fastlæggelse af ansvar, og informationsrettighederne styrkes.

Der er således:

• Nye og styrkede informationsrettigheder for ansøgere i alle nye retsakter, så ansøgerne forstår deres rettigheder, forpligtelser og konsekvenserne af manglende overholdelse af deres forpligtelser.
• Retten til information understøttes af en ny ret til gratis juridisk rådgivning for alle asylansøgere i procedurens administrative fase. Dette gælder for alle procedurer, herunder grænseproceduren og proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for en asylansøgning. På efterprøvelsesstadiet vil alle ansøgere fortsat have ret til at blive bistået og repræsenteret af en advokat.
• Tidligere identifikation af sårbarheder og særlige proceduremæssige behov.
• Nye garantier for mindreårige: en forpligtelse til en tværfaglig tilgang (herunder psykologer, børnelæger, socialarbejdere osv.) til aldersvurdering for at minimere brugen af indgribende lægeundersøgelser, som kun kan anvendes, hvis den første tværfaglige vurdering ikke er fyldestgørende, nye forpligtelser på tværs af alle pagtens instrumenter til at sikre, at alle uledsagede mindreårige har en repræsentant, der hurtigt skal varetage barnets tarv, herunder dets trivsel (en midlertidig repræsentant straks, selv om den mindreårige ikke ansøger om asyl, og en permanent repræsentant senest 15 dage efter oprettelsen med en fordeling på én repræsentant for hver 30 uledsagede mindreårige), nye bestemmelser, der skal forhindre, at børn forsvinder (optagelse af fingeraftryk fra seks år). Adgang til uddannelse skal sikres hurtigst muligt og senest to måneder efter indgivelsen af en ansøgning.
• Flere muligheder for, at ansøgere kan blive genforenet med deres familier i andre medlemsstater: De familierelaterede ansvarskriterier er blevet styrket, familiesager skal prioriteres, og der er nye forpligtelser med hensyn til opsporing af familier. For at disse bestemmelser kan være effektive, skal ansøgeren fremlægge alle de oplysninger, der er tilgængelige, i den første indrejsemedlemsstat.
• Bedre beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til respekten for de grundlæggende rettigheder, da medlemsstaterne har pligt til at oprette en uafhængig mekanisme til overvågning af de grundlæggende rettigheder under den indledende screening og grænseproceduren ved asyl.

Med pagten udvides integrationen af personer, der ansøger om international beskyttelse, og deres familier, herunder adgang til arbejdsmarkedet, yderligere. For eksempel styrkes et barns ret til uddannelse med vægt på kontinuitet, kvalitet og integration samt hurtigere adgang til uddannelse. I denne henseende skal adgang til uddannelse sikres hurtigst muligt og senest to måneder efter indgivelsen af en ansøgning.

• Mindreåriges adgang til sundhedspleje styrkes, og en kombination af foranstaltninger vil sikre, at uledsagede mindreårige får den nødvendige bistand. Personer, der ansøger om international beskyttelse, vil have ret til at arbejde i den medlemsstat, hvor de ansøger om international beskyttelse (seks måneder fra registreringen af asylansøgningen sammenlignet med ni måneder i dag).

Direktivet om modtagelsesforhold har til formål at indføre standardlevevilkår i alle medlemsstater. Med direktivet harmoniseres de eksisterende regler og praksis i medlemsstaterne, som vil være forpligtet til at tage hensyn til EUAA-indikatorer og vejledning om modtagelse. 

Medlemsstaterne har et ansvar for at sikre tilstrækkelig modtagelseskapacitet og for at sikre en passende levestandard, så den fysiske og mentale sundhed beskyttes, og chartret om grundlæggende rettigheder overholdes.

Garantier og beskyttelsesforanstaltninger styrkes med hensyn til frihedsberøvelse. Der bør f.eks. ikke ske frihedsberøvelse, hvis den bringer ansøgernes fysiske og mentale sundhed i alvorlig fare.

I kvalifikationsforordningens forstand er en flygtning en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse. Definitionen finder også anvendelse på en statsløs, som opholder sig uden for det land, hvor vedkommende tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land.

En person, der er berettiget til "subsidiær beskyttelse", er en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit oprindelsesland eller, for så vidt angår en statsløs person, til det land, hvor han eller hun tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, er i reel risiko for at lide alvorlig overlast, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse.

Den vigtigste merværdi ved kvalifikationsforordningen i forhold til det nuværende direktiv er følgende:

1. Med forordningen fremmes større konvergens mellem asylpraksis og -afgørelser på tværs af medlemsstaterne, idet medlemsstaterne forpligtes til:

• at vurdere, om der findes et nationalt beskyttelsesalternativ (sikker del af oprindelseslandet), og ikke tildele flygtningestatus i et sådant tilfælde
• at fratage den internationale beskyttelsesstatus, når og hvis* der er begået visse strafbare handlinger, eller personen på anden måde udgør en sikkerhedstrussel
• at tage hensyn til EUAA's ajourførte vejledning om det pågældende land i denne henseende. Desuden bør der tages hensyn til informationsmateriale og vejledning fra EUAA i hele beslutningsprocessen.

2. Den nye forordning har også til formål at præcisere modtagernes rettigheder og forpligtelser.

• Modtageren skal nu have harmoniserede oplysninger, og der er en klar forpligtelse for medlemsstaterne til at udstede opholdstilladelse senest efter 90 dage i et harmoniseret format.
• Med henblik på integration kan adgangen til visse sociale ydelser, der er fastsat i national ret, gøres betinget af, at personen med international beskyttelse deltager effektivt i integrationsforanstaltninger.
• Som i andre dele af pagten styrkes uledsagede mindreåriges rettigheder med hensyn til formidling af oplysninger på en børnevenlig måde og i forhold til kravene til værger.
• Med hensyn til forekomsten af parallelle nationale statusser blev Europa-Parlamentet og Rådet enige om, at forordningen ikke finder anvendelse på nationale humanitære statusser, som medlemsstaterne indrømmer tredjelandsstatsborgere og statsløse, der ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. 

3. Endelig har forordningen til formål at modvirke støttemodtageres irregulære sekundære bevægelser ved at genstarte beregningen af den støtteberettigede periode med lovligt ophold, der kræves i tilfælde af irregulære bevægelser eller opholdstilladelser, der er udløbet.

Hvis staten ikke er den aktør, der står bag forfølgelsen, skal medlemsstaterne i henhold til kvalifikationsforordningen (artikel 8) vurdere, om der findes et nationalt beskyttelsesalternativ for en person, der ellers ville være berettiget til international beskyttelse. Det betyder, at det skal kontrolleres, om der er en del af oprindelseslandet, hvor ansøgeren med rimelighed kan forventes at bosætte sig. En sådan vurdering skal følge strenge betingelser og tage hensyn til de generelle omstændigheder i den relevante del af landet, navnlig via ajourførte EUAA-retningslinjer, ansøgerens personlige forhold og en vurdering af, om vedkommende ville være i stand til at dække sine egne basale behov. Nogle medlemsstater foretager allerede en sådan vurdering, hvilket var en mulighed i henhold til kvalifikationsdirektivet.

Hvordan sikres hurtige og effektive procedurer?

Der vil blive sikret hurtige og effektive procedurer gennem de konkrete tidsfrister, der er fastsat i lovgivningen. Medlemsstaterne skal respektere disse, når de behandler ansøgninger. Grænseproceduren vil eksempelvis finde anvendelse i en begrænset periode. Den kan kun vare 12 uger (tre måneder). Denne periode kan forlænges til 16 uger, hvis ansøgeren flyttes til en anden medlemsstat. Dette giver tilstrækkelig tid til at foretage en korrekt vurdering af sager, der i princippet ikke formodes at være komplekse, og sikre, at personer, der ikke har lovlig opholdsret, kan sendes tilbage på en hurtigere og værdig måde.

• Frister

I forordningen om asylprocedurer præciseres og strømlines adgangen til proceduren gennem fastsættelse af klare frister for hvert trin. Sådanne trin omfatter den ansøger, der udtrykker ønske om at modtage international beskyttelse (fremsættelse), de myndigheder, der registrerer ansøgningen (registrering), og den ansøger, der indgiver ansøgningen (indgivelse). I forordningen præciseres det således, hvad hvert af de tre trin indebærer, hvilke forpligtelser ansøgeren og myndighederne har, og hvilke frister der gælder for hvert trin.

For eksempel indeholder direktivet om asylprocedurer i øjeblikket ikke nogen frister for indgivelse. I stedet skal indgivelsen ske så hurtigt som muligt. Denne mangel på en specifik frist har ført til mange forsinkelser, da behandlingen af en asylansøgning ikke kan påbegyndes, hvis den ikke er indgivet. I forordningen om asylprocedurer fastsættes en frist på 21 dage fra registreringen til den almindelige procedure.

Desuden bør den almindelige procedure i øjeblikket vare seks måneder. Med direktivet om asylprocedurer får medlemsstaterne mulighed for under visse omstændigheder at forlænge varigheden af den almindelige undersøgelsesprocedure med yderligere ni måneder. Forordningen om asylprocedurer vil, når den er trådt i kraft, kun give mulighed for en forlængelse med yderligere seks måneder. Den almindelige procedure vil således vare seks + seks måneder i modsætning til seks + ni måneder i dag.

• Fremskyndet procedure og antagelighedsprocedure

I dag er den fremskyndede procedure valgfri. Ud over grænseproceduren vil den fremskyndede procedure med forordningen om asylprocedurer blive obligatorisk i hele Unionen. Desuden fastsættes i forordningen om asylprocedurer en klar frist på tre måneder til at afslutte den fremskyndede procedure, mens der i direktivet om asylprocedurer ikke er fastsat nogen frist. Tilsvarende fastsættes der ikke i direktivet om asylprocedurer nogen frister for kontrol af, om ansøgningen opfylder betingelserne for at blive behandlet, men nu fastsættes der i forordningen om asylprocedurer klare frister (fra ti dage til to måneder, alt efter situationen). 

• Behandling af uretmæssige eller fornyede ansøgninger

I dag sker det i mange tilfælde, at personer misbruger systemet, f.eks. ved at indgive ansøgninger i sidste øjeblik for at forsinke fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse eller ved at ansøge flere gange (fornyede ansøgninger) uden at fremlægge nye elementer til underbygning af ansøgningen. Disse ansøgninger med karakter af misbrug og fornyede ansøgninger vil som hovedregel være genstand for fremskyndede procedurer, det være sig ved grænsen eller inden for området, afhængigt af den enkelte sag. Hvis personen forsvinder og ansøger i en anden medlemsstat, skal denne medlemsstat desuden kun dække ansøgerens grundlæggende behov og behandle ansøgningen som en fornyet ansøgning (hvis der ikke er mulighed for at sende personen tilbage til den første medlemsstat).

Det bliver desuden obligatorisk at afvise en ansøgning som stiltiende trukket tilbage, så snart en af de grunde, der er anført i den relevante artikel, gør sig gældende (dvs. personen nægter at afgive fingeraftryk eller andre biometriske oplysninger). Når der i øjeblikket opstår en grund til stiltiende tilbagetrækning, skal myndighederne indstille/suspendere behandlingen af ansøgningen i mindst ni måneder, inden der træffes en afgørelse. Hvis personen i denne periode anmoder om genoptagelse af sagen, skal myndighederne efterkomme anmodningen. Desuden er afslaget på at give biometriske oplysninger i øjeblikket en grund til at anvende den fremskyndede procedure og ikke en grund til at afvise ansøgningen som stiltiende trukket tilbage. 

Endelig vil efterprøvelsen for de fleste ansøgninger med karakter af misbrug og fornyede ansøgninger ikke automatisk have opsættende virkning, hvilket betyder, at hvis ansøgningen er blevet afvist, og en domstol ikke har givet personen tilladelse til at blive, kan myndighederne fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse.

Unionen vil for første gang få en permanent obligatorisk solidaritetsmekanisme. Ingen medlemsstater, der er under pres, vil blive ladt i stikken. Samtidig vil hver medlemsstat bidrage til den solidariske indsats på en fleksibel måde, og de vil kunne vælge, hvilken type solidaritet de vil udvise. Systemet vil omfatte effektive regler med henblik på at opdage og forebygge sekundære bevægelser.

For at afgøre, hvem der nyder godt af solidaritet, vurderer Kommissionen, hvilke medlemsstater der er under migrationspres eller står over for en betydelig migrationssituation.

Migrationspresset defineres hovedsagelig som et stort antal ankomster (eller risiko herfor) eller ansøgninger, der vil skabe uforholdsmæssigt store forpligtelser (dvs. fordi den pågældende medlemsstat vil have ansvaret for at behandle et stort antal ansøgninger) i et ellers velforberedt system.

Begrebet betydelig migrationssituation tager hensyn til den kumulative virkning af det nuværende og tidligere årlige antal tredjelandsstatsborgere og statsløse, der ankommer. I en betydelig migrationssituation er den afgørende faktor ikke antallet af tredjelandsstatsborgere, der ankommer (det behøver ikke at være et stort antal), men deres kumulative virkning, således at en ellers velforberedt medlemsstat med tiden på grund af denne kumulation kan nå grænserne for sin kapacitet. Dette kan f.eks. ske for medlemsstater, der står over for sekundære bevægelser over tid.

Hvert år senest den 15. oktober vedtager Kommissionen:  en årlig rapport med en vurdering af migrationssituationen, en gennemførelsesafgørelse, hvori det fastslås, om en bestemt medlemsstat er udsat for migrationspres eller risikerer at blive udsat for migrationspres i det kommende år, eller om den står over for en betydelig migrationssituation, og forslag til Rådets gennemførelsesretsakt med det antal omfordelinger og finansielle solidaritetsbidrag, der kræves for det kommende år. Når Kommissionen udarbejder sin årsrapport, skal den tage hensyn til en række kvalitative og kvantitative indikatorer, herunder: antallet af personer, som er blevet ilandsat efter en eftersøgnings- og redningsaktion, antallet af ansøgninger om international beskyttelse, antallet af personer, der er omfattet af grænseproceduren, antallet af personer, der nyder midlertidig beskyttelse. Kvalitative indikatorer omfatter instrumentalisering, omfang og tendenser med hensyn til uautoriserede bevægelser.

Med hensyn til den støtte, der er til rådighed i hvert enkelt tilfælde:

1) Medlemsstater, der er udsat for migrationspres, kan modtage støtte i form af omfordelinger, finansielle bidrag eller alternative solidaritetsforanstaltninger (dvs. støtte i form af personale og naturalier). De kan også få en hel eller delvis reduktion af deres solidaritetstilsagn.

2) Medlemsstater, der står over for en betydelig migrationssituation, kan kun drage fordel af en hel eller delvis reduktion af deres tilsagn om solidaritetsbidrag.

Medlemsstater, der står over for en "betydelig migrationssituation", kan anmode om en hel eller delvis reduktion af deres solidaritetsbidrag. Proceduren svarer til de medlemsstater, der er under pres.

1. Hvis Kommissionen på forhånd har konstateret, at medlemsstaten står over for en betydelig migrationssituation, skal medlemsstaten indgive en anmodning til Kommissionen, som indeholder oplysninger.
2. Hvis medlemsstaten ikke var forhåndsudpeget, er de oplysninger, den skal indsende, mere detaljerede (da medlemsstaten skal dokumentere, hvorfor den står over for en betydelig migrationssituation). Kommissionen vurderer oplysningerne og afgør, om medlemsstaten står over for en betydelig migrationssituation.
3. I sidste ende giver Rådet medlemsstaten tilladelse til at foretage en hel eller delvis reduktion efter Kommissionens afgørelse, hvori det konkluderes, at en given medlemsstat står over for en betydelig migrationssituation.

Krise- og force majeure-forordningen indeholder bestemmelser om øget solidaritet i forhold til den ramme for "migrationspres" eller "betydelig migrationssituation", der er fastsat i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring:

• For det første er solidaritetsindsatsen rettet mod den medlemsstat, der står over for krisen: I henhold til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring er solidaritet en del af en årlig cyklus, som omfatter oprettelse af en solidaritetspulje med henblik på potentiel anvendelse af en række medlemsstater, som Kommissionen har identificeret som værende under pres, eller som kan identificeres som værende under pres i løbet af året. Det betyder, at solidaritetspuljen skal deles af alle de medlemsstater, der efter Rådets afgørelse om oprettelse af puljen giver udtryk for, at de har til hensigt at anvende den. I en krisesituation oprettes der specifikke solidaritetspuljer for hver medlemsstat på grundlag af den pågældende medlemsstats anmodning og en vurdering af dens specifikke behov.
• For det andet vil der blive anvendt en hurtigere procedure. I henhold til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring bør gennemførelsesretsakten om oprettelse af solidaritetspuljen oprettes inden udgangen af det foregående år. Dette betyder, at der mellem Kommissionens vurdering, der afgør, hvilke medlemsstater der er under pres, og behovene for det følgende år (15. oktober hvert år) og vedtagelsen af gennemførelsesretsakten om oprettelse af solidaritetspuljen, er 1,5-2 måneder. I en krisesituation bør gennemførelsesretsakten om oprettelse af den specifikke solidaritetspulje til fordel for medlemsstaten vedtages inden for tre uger fra det tidspunkt, hvor de berørte medlemsstater anses for at befinde sig i en krisesituation.
• For det tredje skal alle medlemsstatens omfordelingsbehov opfyldes. For at sikre dette indeholder kriseforordningen en række foranstaltninger:
  • Med forordningen får den medlemsstat, der står i en krisesituation, prioritet til at få adgang til den årlige solidaritetspulje (under den årlige cyklus i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring), hvis der stadig er omfordelingstilsagn til rådighed.
  • Hvis der ikke er nogen omfordelingstilsagn til rådighed, eller hvis den specifikke solidaritetspulje, der er oprettet for den kriseramte medlemsstat, ikke indeholder tilstrækkelige omfordelingstilsagn til at opfylde alle omfordelingsbehovene, vil såkaldte "ansvarskompensationer" (findes allerede i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring) træde i kraft. Det betyder, at den bidragende medlemsstat vil påtage sig ansvaret for ansøgninger, for hvilke den medlemsstat, der står over for en krisesituation, er blevet udpeget som ansvarlig.
  • Bidragende medlemsstater med sager, der skal udlignes, vil om nødvendigt skulle påtage sig ansvaret for at behandle ansøgninger om international beskyttelse ud over deres rimelige andel (i modsætning til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring, hvor bidragende medlemsstater aldrig bidrager ud over deres rimelige andel). I så fald vil disse medlemsstater kunne reducere den ekstra del af eventuelle fremtidige solidaritetsbidrag.  
  • I modsætning til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring skal alle omfordelingsbehov derfor dækkes af bidragende medlemsstater gennem ansvarskompensationer, hvis disse ikke opfyldes gennem omfordelinger.
• Der er imidlertid også nogle vigtige principper i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring, som også finder anvendelse i en krisesituation:
  •  De solidaritetsforanstaltninger, der kan indgå i puljen, er de samme som i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring: De kan tage form af omfordelinger, finansielle bidrag, alternative solidaritetsforanstaltninger eller en kombination af ovenstående (ligesom i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring).
  • Medlemsstaterne har fuld skønsbeføjelse til at vælge mellem solidaritetsforanstaltningerne, så der kan under ingen omstændigheder være obligatorisk omfordeling.

Hvert år vil Kommissionen foreslå en "solidaritetspulje", hvor årets behov fastlægges i absolutte tal: samlet antal omfordelinger og samlet antal finansielle bidrag.

I forordningen fastsættes minimumsgrænser for omfordelinger og finansielle bidrag, som Kommissionen skal overholde ved beregningen af behovene for året og i sit årlige forslag til Rådets gennemførelsesretsakt. Disse minimumsgrænser er 30 000 omfordelinger og 600 mio. EUR for finansielle bidrag på EU-plan om året. Kommissionen kan dog foreslå et højere antal. Ved beregningen af behovene skal Kommissionen tage hensyn til de forventede ankomster for det kommende år, også på grundlag af det foregående års behov. Ved beregningen bør der også tages hensyn til, at de medlemsstater, der vil drage fordel af puljen, ikke er forpligtet til at gennemføre deres lovede solidaritetsbidrag.

Hvis Kommissionen i betragtning af alle disse faktorer foreslår et højere antal omfordelinger og finansielle bidrag end minimumsgrænserne i forordningen, skal Kommissionen overholde det forhold, som er fastsat i forordningen mellem omfordelinger og finansielle bidrag for at sikre, at alle solidaritetsforanstaltninger har samme værdi. Forholdet er én omfordeling pr. 20 000 EUR.

Kun under ekstraordinære omstændigheder kan Kommissionen foreslå et antal under grænsen. Kommissionens forslag vil også indeholde en angivelse af, hvad hver bidragende medlemsstats "rimelige andel" af solidaritetsforanstaltningerne vil være baseret på BNP og befolkningen i hvert enkelt land.

Dette forslag anvendes som grundlag for, at medlemsstaterne kan give tilsagn om deres konkrete bidrag. Disse bidrag kan tage form af omfordelinger, finansielle bidrag eller støtte i naturalier. Alle medlemsstater er forpligtet til at bidrage på grundlag af deres rimelige andel, men de har fuld skønsbeføjelse til at vælge mellem de tre typer solidaritetsforanstaltninger eller en kombination af disse. Hvis medlemsstaten vælger at give tilsagn om bistand i naturalier, vil denne bistand blive omsat til penge for at kunne bekræfte overholdelsen af den obligatoriske andel.

Forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring giver også mulighed for at øremærke en del af solidaritetspuljen til medlemsstater med ydre søgrænser, som er under pres på grund af et stort antal ankomster som følge af ilandsætninger efter eftersøgnings- og redningsaktioner. Alle disse elementer skal afspejles i Kommissionens forslag til Rådets gennemførelsesretsakt.

Det er Rådet, der, når det vedtager Kommissionens forslag, i sidste ende fastlægger det samlede antal omfordelinger og finansielle bidrag for året, herunder den mulige øremærkning af solidaritetspuljen til medlemsstater, der er under pres på grund af et stort antal ankomster i tilfælde af eftersøgning og redning.

Det samlede antal omfordelinger og finansielle bidrag anvendes som referenceantal til at beregne hver medlemsstats bidrag i overensstemmelse med den rimelige andel. Da de har fuld skønsbeføjelse til at vælge mellem de forskellige former for solidaritet, forventes begge tal ikke at være opfyldt i et givet år (dvs. der vil ikke både være 30 000 omfordelinger og 600 mio. EUR i finansielle bidrag). Det samlede antal omfordelinger, der er fastsat i forordningen og i Rådets gennemførelsesretsakt om oprettelse af solidaritetspuljen, har imidlertid betydelige retlige konsekvenser, da Unionen er forpligtet til at opfylde et vist minimum af "solidaritet med hensyn til mennesker", dvs. enten via omfordeling eller via ansvarskompensationer hvert år. Dette minimum er 60 % af det samlede antal omfordelinger, der er angivet i Rådets afgørelse om oprettelse af den årlige solidaritetspulje, eller 30 000 omfordelinger, alt efter hvilket antal der er størst.

Kommissionen vil tage hensyn til erfaringerne fra den frivillige solidaritetsmekanisme, hvor omfordelingerne fandt sted på frivillig basis fra de første indrejselande til andre medlemsstater.

Blandt andre foranstaltninger kan medlemsstaterne støtte andre medlemsstater, der er udsat for migrationspres, gennem finansielle bidrag, som vil blive gennemført over Unionens budget. Det betyder, at der vil blive ydet finansielle bidrag fra bidragende medlemsstater til EU-budgettet i form af eksterne formålsbestemte indtægter fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) og instrumentet for grænseforvaltning og visumpolitik (IGFV). Disse yderligere finansielle midler vil efterfølgende blive kanaliseret af Kommissionen til de solidaritetsmodtagende medlemsstater gennem en ændring af deres respektive programmer.

De solidaritetsmodtagende medlemmer kan anvende finansielle bidrag til relevante foranstaltninger på deres område i overensstemmelse med anvendelsesområdet for forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring og AMIF eller IGFV-forordningen. I forbindelse med AMIF kan finansielle bidrag også støtte foranstaltninger i tredjelande i henhold til specifikke beskyttelsesforanstaltninger og kun inden for AMIF's anvendelsesområde. Det betyder, at det ikke er muligt at finansiere grænserelaterede aktiviteter i et tredjeland under finansiel solidaritet. Foranstaltninger i tredjelande skal være i fuld overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og kan bidrage til at styrke beskyttelsessystemet i disse tredjelande. En solidaritetsmodtagende medlemsstat kan f.eks. beslutte at finansiere en forøgelse af tredjelandes kapacitet til at forbedre asyl- og modtagelsessystemerne for dem, der har behov for beskyttelse, herunder børn. En solidaritetsmodtagende medlemsstat kan også finansiere aktiviteter i forbindelse med fremme af mobilitetspartnerskaber eller programmer for frivillig tilbagevenden og reintegration fra et tredjeland.

Hvis en medlemsstat er under pres, er en vigtig foranstaltning til at lette dette pres det antal asylansøgninger, som den pågældende medlemsstat skal behandle (dvs. at den medlemsstat, der er under pres, får ansvar for et lavere antal asylansøgere). Forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring giver to muligheder for at reducere det antal asylansøgere, som den medlemsstat, der er under pres, har ansvar for:

1. Omfordeling af ansøgere om international beskyttelse til andre medlemsstater. I dette tilfælde overføres en ansøger, som den medlemsstat, der er under pres, er ansvarlig for, til en anden medlemsstat, som derefter bliver ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen.
2. Reduktion af antallet af ansøgere, der bør sendes tilbage til den medlemsstat, der er under pres, ved hjælp af "ansvarskompensation". Denne foranstaltning omfatter personer, hvis asylansøgninger i udgangspunktet skulle være behandlet af den medlemsstat, der er under pres, men som er flyttet til en anden medlemsstat på en ikkegodkendt* måde. I henhold til reglerne om ansvar skal disse ansøgere sendes tilbage til den medlemsstat, der er under pres. Den medlemsstat, hvor ansøgeren fysisk opholder sig, påtager sig imidlertid ansvaret for at behandle asylansøgningen i stedet for at sende ansøgeren tilbage til den medlemsstat, der er under pres. Der kan f.eks. være tale om: Land A er blevet bedt om at omfordele 20 personer fra land B, men kan i stedet vælge at overtage ansvaret for 20 personer, der allerede befinder sig i land A, men for hvem land B normalt er ansvarlig, og som land A normalt kan sende tilbage til land B. Dette vil blive betragtet som en form for solidaritet.

Da formålet med begge foranstaltninger er at reducere antallet af ansøgere, hvis asylansøgninger bør henhøre under den medlemsstat, der er under pres, kaldes disse to foranstaltninger — omfordeling og ansvarskompensation — "solidaritet med hensyn til mennesker".

Selv om der ikke er nogen obligatorisk omfordeling, kan "ansvarskompensation" blive obligatorisk i visse tilfælde, herunder hvis tilsagn om omfordeling er utilstrækkelige til at dække et minimum af omfordelingsbehov (30 000 eller 60 % af de omfordelingsbehov, som Rådet har konstateret i sin afgørelse om oprettelse af den årlige solidaritetspulje, alt efter hvilket antal der er højest). På denne måde vil medlemsstater, der er under pres, have garanti for at modtage "solidaritet med hensyn til mennesker", dvs. at de fritages for ansvaret for et givet antal asylansøgere. Eftersom ansvarskompensationer imidlertid kun kan finde anvendelse på ansøgere, der allerede befinder sig på den medlemsstats område, der anvender kompensationen, kan det ikke kræves, at en medlemsstat foretager kompensation, hvis en medlemsstat ikke har ansøgere på sit område til at gøre dette.  Desuden er ingen medlemsstat forpligtet til at foretage kompensation for ansøgere ud over deres rimelige andel. Både omfordeling og ansvarskompensation vil blive overvåget af en solidaritetskoordinator i Kommissionen.

Reformen omfatter en række beskyttelsesforanstaltninger samt kontrolforanstaltninger, der skaber incitamenter til overholdelse og bør lette gennemførelsen af solidaritetsmekanismen.

Et par eksempler:

• Kun medlemsstater med velforberedte systemer er berettiget til solidaritet eller reduktion af deres solidaritetsforpligtelser. Et velforberedt system er et hovedkrav i definitionen af "migrationspres" (som er en forudsætning for at modtage solidaritet) og "betydelig migrationssituation" (som giver medlemsstaterne mulighed for at drage fordel af en reduktion af deres solidaritetsbidrag).
• Hvis en medlemsstat ikke giver tilsagn eller ikke opfylder sine solidaritetsforpligtelser, kan den solidaritetsmodtagende medlemsstat gennemtvinge obligatoriske kompensationer, og Kommissionen kan inddrive de finansielle bidrag (alt efter hvad der er relevant).
• Hvis en medlemsstat ikke opfylder sine ansvarsforpligtelser, er de øvrige medlemsstater ikke forpligtet til at opfylde solidaritetsforpligtelserne i forhold til den pågældende medlemsstat.
• Hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal omfordelingstilsagn til at opfylde det minimum af "solidaritet med hensyn til mennesker", der skal sikres af Unionen, bliver ansvarskompensation obligatorisk og fungerer som en bagstopper for at sikre et minimum af solidaritet med hensyn til mennesker på EU-plan (dvs. at der for de medlemsstater, der er under pres, sker en lempelse, idet de ikke skal påtage sig ansvaret for et fast antal mennesker hvert år).
• EU's migrationsforum på højt plan, der består af medlemsstaternes ministre, kan til enhver tid indkaldes, når der er et problem, herunder et behov for afgivelse af nye tilsagn, mens den daglige operationalisering af solidariteten vil blive sikret gennem migrationsforummet på teknisk plan.
• Hvis medlemsstaterne ikke overholder reglerne inden for to år, kan Kommissionen i sidste ende gøre brug af sine beføjelser i henhold til traktaten (overtrædelser).

"Migrationspres": en situation, der opstår som følge af ankomster ad land-, sø- eller luftvejen eller ansøgninger fra tredjelandsstatsborgere eller statsløse af et sådant omfang, at de skaber uforholdsmæssigt store forpligtelser for en medlemsstat under hensyntagen til den generelle situation i Unionen, selv for et ellers velforberedt asyl-, modtagelses- og migrationssystem, og som kræver øjeblikkelig handling, navnlig solidaritetsbidrag, under hensyntagen til de særlige forhold, der gælder for en medlemsstats geografiske beliggenhed. "Migrationspres" omfatter situationer, hvor et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse ankommer, eller hvor der er risiko herfor, herunder når sådanne ankomster sker som følge af tilbagevendende ilandsætninger efter eftersøgnings- og redningsaktioner eller som følge af tredjelandsstatsborgeres eller statsløses uautoriserede bevægelser mellem medlemsstaterne.

"Betydelig migrationssituation": en situation, der adskiller sig fra migrationspres, hvor den kumulative virkning af nuværende og tidligere årlige ankomster af tredjelandsstatsborgere eller statsløse fører til, at et ellers velforberedt asyl-, modtagelses- og migrationssystem når sin kapacitetsgrænse.

Migrationspresset defineres hovedsagelig af et stort antal ankomster (eller risiko herfor) eller ansøgninger, der vil skabe uforholdsmæssigt store forpligtelser (dvs. fordi den pågældende medlemsstat vil have ansvaret for at behandle et stort antal ansøgninger) i et ellers velforberedt system.

I en "betydelig migrationssituation" er den afgørende faktor ikke antallet af ankomster (det behøver ikke at være et stort antal), men deres kumulative virkning, således at en ellers velforberedt medlemsstat med tiden på grund af denne kumulation kan nå grænserne for sin kapacitet. Dette kan f.eks. ske for medlemsstater, der står over for sekundære bevægelser over tid.

At være udsat for migrationspres gør det muligt for en medlemsstat at få adgang til solidaritet og/eller få en hel eller delvis reduktion af sit solidaritetstilsagn, men hvis den står over for en betydelig migrationssituation, giver det kun medlemsstaten mulighed for at få en hel eller delvis reduktion af sit solidaritetstilsagn.

Når Kommissionen vurderer, om en medlemsstat er under migrationspres eller står over for en betydelig migrationssituation, skal den tage hensyn til en række kvantitative indikatorer, herunder: antallet af personer, som er blevet ilandsat efter en eftersøgnings- og redningsoperation antallet af ansøgninger om international beskyttelse antallet af personer, der er omfattet af grænseproceduren antallet af personer, der nyder midlertidig beskyttelse samt mere kvalitative indikatorer såsom instrumentalisering, omfang og tendenser med hensyn til uautoriserede bevægelser.

Der vil være klarere regler om ansvaret for at vurdere asylansøgninger. Med de nye regler styrkes ansvarskriterierne og reglerne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning:

• ansøgning om international beskyttelse i den første indrejsemedlemsstat (medmindre personen ikke er i besiddelse af et gyldigt visum eller en gyldig opholdstilladelse eller har tilladelse til at rejse uden visum i Unionen), hvor ansøgeren er forpligtet til at være under afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig
• fuldt samarbejde med myndighederne med henblik på at udpege den ansvarlige medlemsstat, herunder pligt til at samarbejde om indsamling af biometriske oplysninger og til at fremlægge dokumenter, der er relevante for fastlæggelsen af vedkommendes identitet
• overholdelse af afgørelsen om overførsel og samarbejde fuldt ud om dens gennemførelse.

Manglende overholdelse af disse forpligtelser har klare retlige konsekvenser for ansøgeren, f.eks.:     

• Hele sættet af materielle modtagelsesforhold stilles kun til rådighed i den medlemsstat, hvor ansøgeren formodes at være omfattet af reglerne i forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring, hvis ansøgeren befinder sig i en anden medlemsstat — kun de grundlæggende behov er dækket.
• Medlemsstaternes myndigheder, der fastlægger ansvaret, er forpligtet til at fortsætte (afgørelsen), selv om ansøgeren ikke befinder sig på deres område, dvs. den ansøger, der overtræder kravet om at være til stede i den pågældende medlemsstat, ikke vil have ret til en personlig samtale og til at give/præcisere oplysningerne om sin sag.
• Manglende overholdelse af afgørelsen om overførsel samt forsvinden efter udstedelsen af en afgørelse om overførsel giver anledning til en forlænget frist for gennemførelsen af overførslen (fra 18 måneder under de gamle regler til tre år i henhold til de nye regler).

Ansøgernes forpligtelser er blevet gjort klarere og strengere.

Når en ansøger flytter på en uautoriseret måde fra en medlemsstat til en anden, giver forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring mulighed for at overføre personen fra den medlemsstat, hvor personen fysisk befinder sig, til den medlemsstat, hvor personen skal opholde sig lovligt. Denne overførsel kaldes en "tilbagetagelsesprocedure".

Fra en langvarig og kompliceret procedure baseret på anmodninger mellem medlemsstaterne og udveksling af beviser og dokumentation vil tilbagetagelsesproceduren blive en simpel meddelelsesprocedure. Det betyder, at den medlemsstat, hvor personen opholder sig uden nogen (juridisk) grund, blot kan underrette den ansvarlige medlemsstat og hurtigt gå videre med afgørelsen om overførsel.

Ansvaret vil ikke blive flyttet, hvis tilbagetagelsesmeddelelsen ikke sendes rettidigt (af den medlemsstat, på hvis område personen befinder sig). Det betyder, at de til enhver tid kan anmelde personens tilstedeværelse og dermed tilrettelægge overførslen. 

Når en person ankommer til Unionen og søger international beskyttelse, skal den første indrejsemedlemsstat afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Et af de vanskeligste kriterier er familiekriteriet (dvs. når en ansøger har et familiemedlem i en anden medlemsstat). Personer, der ansøger, når de ankommer til Unionen med familiemedlemmer i andre medlemsstater, venter ofte ikke på, at proceduren afsluttes i den første indrejsemedlemsstat, fordi det er en langvarig og bureaukratisk procedure. De rejser i stedet direkte til den medlemsstat, hvor deres familiemedlem opholder sig.

I henhold til forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring skal medlemsstaterne prioritere familiesager og træffe mere resolutte foranstaltninger til opsporing af familier. Svarfristerne mellem medlemsstaterne vil være kortere, og medlemsstaterne vil være forpligtet til at undgå at anmode om unødvendige, besværlige beviser (f.eks. en DNA-test eller originale vielses- eller fødselsattester), hvor indicierne er sammenhængende, kan kontrolleres og er tilstrækkeligt detaljerede.

EUAA vil udvikle en skabelon, som ansøgeren skal udfylde så hurtigt som muligt for at lette en hurtigere og mere effektiv udpegelse af familiesager, og retningslinjer til støtte for identifikation og sporing af familiemedlemmer. Disse foranstaltninger bør sammen med udvidelsen af definitionen af familiemedlemmer til også at omfatte familier i transit og andre forbedringer (dvs. nye ansvarskriterier for eksamensbeviser) gøre systemet mere retfærdigt og effektivt og til gengæld mindske nogle af de pullfaktorer, der får folk til at bevæge sig på uautoriseret vis.

EU er i færd med at etablere skræddersyede omfattende partnerskaber med centrale partnerlande med fokus på flere samarbejdsområder såsom økonomi, handel, grøn energi og det digitale område samt migrationsstyring og sikkerhed.

Disse suppleres yderligere af handlingsplaner til håndtering af migrationsudfordringer i en tilgang, hvor ruten ses som en helhed.

Desuden gennemføres andre instrumenter såsom operationelle partnerskaber til bekæmpelse af smugling af migranter med centrale partnerlande (dvs. Vestbalkan, Marokko og Tunesien) med foranstaltninger til at øge samarbejdet og imødegå udfordringerne i forbindelse med smugling af migranter og menneskehandel og irregulær migration til Europa fra transitlande. Disse foranstaltninger støttes også af initiativer og foranstaltninger, der afbøder irregulære afrejser, såsom øgede lovlige migrationsveje til Europa med gennemførelse af talentpartnerskaber, styrkede beskyttelses- og asylmekanismer i partnerlande, tilvejebringelse af muligheder for tilbagesendelse og reintegration fra transitlande og håndtering af de grundlæggende årsager til migration.

EU lancerede i november 2023 den globale alliance til bekæmpelse af smugling af migranter for at styrke samarbejdet med partnerlandene om forebyggelse af, reaktioner på, beskyttelse af og alternativer til irregulær migration. Dette er et vigtigt skridt i bekæmpelsen af smugling af migranter i samarbejde med vores partnere. Det kræver et netværk at bekæmpe et netværk. 

Desuden er der mange forskellige projekter i gang for at bekæmpe smugling af migranter. Projekterne under det fælles operationelle partnerskab samler retshåndhævende og retlige myndigheder for at skabe kapacitet til at tackle de kriminelle netværk og projekterne om information og bevidstgørelse om risikoen for irregulær migration og oplyse om lovlige alternativer.

Kommissionen foreslår at opgradere sin lovgivningsmæssige ramme med et direktiv, hvori der fastsættes minimumsregler for forebyggelse og bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse, transit og ulovligt ophold i Unionen. Dette blev fremlagt i november 2023 på den internationale konference om en global alliance til bekæmpelse af smugling af migranter. Direktivet har følgende fem mål:

1. effektiv retsforfølgelse af organiserede kriminelle netværk
2. harmoniserede sanktioner, der afspejler overtrædelsens grovhed
3. udvidelse af den strafferetlige kompetence
4. styrkelse af medlemsstaternes ressourcer og kapaciteter
5. bedre indsamling og indberetning af data.

Som led i den nye lovgivning om bekæmpelse af smugling af migranter forfølges i forslaget til forordning om styrkelse af politisamarbejdet i forbindelse med forebyggelse, opdagelse og efterforskning af smugling af migranter og menneskehandel og om forøgelse af Europols støtte til forebyggelse og bekæmpelse af disse former for kriminalitet og om ændring af forordningen følgende specifikke mål:

1. styrkelse af samarbejdet mellem agenturerne om smugling af migranter og menneskehandel
2. styrkelse af styringen og koordineringen af bekæmpelsen af smugling af migranter og menneskehandel på EU-plan
3. forbedring af informationsudveksling om smugling af migranter og menneskehandel
4. styrkelse af medlemsstaternes ressourcer til forebyggelse og bekæmpelse af smugling af migranter og menneskehandel
5. styrkelse af Europols støtte til forebyggelse og bekæmpelse af smugling af migranter og menneskehandel gennem operationelle taskforcer og indsættelse af Europol med henblik på operationel støtte.

For at opfylde disse mål har Kommissionen endvidere foreslået at øge Europols finansielle og menneskelige ressourcer for at imødekomme operationelle behov og afhjælpe konstaterede mangler.

Migration er en global realitet og en integreret del af EU's dybere forbindelser med partnere i hele verden. Kommissionen har konsekvent samarbejdet med internationale partnere i en Team Europe-tilgang for at tackle de grundlæggende årsager til migration, bekæmpe migrantsmugling og fremme lovlige migrationsveje.

Udviklingen af lovlig migration skal desuden ske samtidig med, at der sikres et styrket samarbejde om tilbagetagelse. Som led i et velfungerende asyl- og migrationssystem skal de personer, der ikke har en lovbestemt ret til ophold i Europa, tilbagesendes. EU's tilbagesendelseskoordinator arbejder tæt sammen med medlemsstaterne i netværket på højt plan for tilbagesendelser.

Der udvikles i øjeblikket et nyt paradigme baseret på omfattende partnerskaber med mange af de oprindelses- og transitlande, hvorfra migranterne kommer til EU, f.eks. de nylige initiativer med Tunesien, Mauretanien og Egypten. Inden for rammerne af denne nye tilgang indgår migrationsområdet i det tætte samarbejde med vores partnerlande sammen med andre centrale områder såsom økonomi og handel, investeringer i grøn energi, sikkerhed og mellemfolkelige forbindelser. EU er sammen med dets medlemsstater verdens førende donor, hvad angår støtte til flygtninge, og den største yder af udviklingsbistand. De omfattende partnerskaber suppleres af en "tilgang, hvor ruten ses som en helhed", og som dækker alle aspekter, lige fra håndtering af de grundlæggende årsager til irregulær migration til samarbejde om andre aspekter af migration og grænseforvaltning og grænser (handlingsplaner for den centrale Middelhavsrute, Vestbalkanruten, den vestlige Middelhavsrute og Atlanterhavsruten samt den østlige Middelhavsrute).